Amsterdam er den største
by og hovedstad i den europæiske stat Nederlandene. Byen er dog
ikke sæde for regeringen og parlamentet – en rolle der i stedet
tilfalder landets tredjestørste by, Haag. Amsterdam har 780.000
indbyggere (med forstæder 2.300.000) og er en del af Randstad-området
(en konurbation af flere store og mellemstore byer), som har ca.
7.500.000 indbyggere.
Byen er bl.a. kendt for Rijksmuseum, Van
Gogh-museet, Rembrandt-museet, Anne Franks hus, kanalerne og de mange
cykler. Et andet kendt sted er red-light districtet de Wallen og de såkaldte
"Coffeeshops", hvor der bl.a. serveres cannabis.
Lige uden for Amsterdam ligger en af
Europas mest trafikerede lufthavne, Amsterdam Schiphol Airport.
Navnet Amsterdam er udledt af de
hollandske ord Amstel og dam, det vil sige en dæmning
("dam") i floden Amstel
Byen Amsterdam ligger ved bredderne af
floderne Amstel og Schinkel samt ved IJ-søen.
Amsterdam spreder sig ud syd for
Amsterdam hovedbanegård, der ligger ved IJ-søen. Hovedgaden
hedder Damrak og leder ud i Rokin. Området øst for Damrak
er det ældste område og er kendt som de Wallen
("murene") efter de middelalderlige mure omkring byen - dette
område indeholder bl.a. byens red-light district. Syd for de
Wallen ligger det gamle jødiske kvarter Waterlooplein. Et område,
oprindeligt fra det 17. århundrede, kendt som Grachtengordel, der
bl.a. inkluderer tre koncentriske kanaler, omkranser byens hjerte.
Udenfor Grachtengordel ligger bydelene Jordaan og Pijp, som oprindeligt
blev bygget til arbejdere, men som nu er befolket af studerende,
kunstnere og familier, som vil lidt væk fra centrum, og disse
bydele udgør tilsammen latinerkvarteret. Øst for
Grachtengordel ligger Museumplein, der rummer byens vigtigste museer, og
Vondelpark, der er en park fra det 19. århundrede opkaldt efter
den hollandske forfatter Joost van den Vondel.
Flere dele af byen og det omgivende område
ligger på koge og kan kendes på dets suffiks -meer, der
betyder 'sø', som fx Aalsmeer, Bijlmermeer, Haarlemmermeer og
Watergraafsmeer
Amsterdam har et moderat tempereret
klima, hvor vejrsystemerne er stærkt påvirkede af Amsterdams
nærhed til Nordsøen mod vest og dennes fremherskende
nordvestenvinde. Vintrene er milde, i gennemsnit over frysepunktet,
frostgrader er dog ikke usædvanlige for eksempel i forbindelse
med, at østlige og nordøstlige vinde blæser ind fra
Centraleuropa, Skandinavien og Rusland. Somrene er lune. Dage med målbart
nedbør er almindelige, men alligevel har Amsterdam et gennemsnit
på mindre end 760 mm nedbør pr. år. Det meste nedbør
falder som støvregn eller let regn. Storme fra vest kan dog
medbringe meget regn på en gang, hvilket skaber problemer i byen,
idet de store mængder vand skal pumpes til højereliggende
landområder eller til havet omkring byen. De store vandområder
gør skyede og tågede dage almindelige især i de køligere
måneder, oktober til marts.